Af Jan Werner Mathiasen, Radikale

Den 5. juni 2024 var det 175 år siden, at Danmark fik sin Grundlov, og vi danskere fejrede dermed et af verdens ældste demokratier. Siden 1849 er det primært gået en vej for demokratierne i verden, og det er fremad.

Alligevel taler mange om, at demokratiet er på tilbagegang. At det er udfordret eller ligefrem truet. Nogle politikere mener, at vi risikerer at miste demokratiet. At Europa kan falde sammen, og at vi som europæere dermed mister vores velstand og vores frihedsrettigheder. Det er i min optik en alt for dyster forudsigelse.

Vi skal huske på, at vi aldrig er blevet lovet, at der ikke ville være bump på vejen. Måske har vi glemt, at demokratiet bygger på en indsats. Glemt, at vi alle hver især skal arbejde for demokratiet i stedet for blot at forvente, at demokratiet arbejder for os. Vi hører ofte at mørke kræfter i onde regimer udfordrer og underminerer demokratierne i Europa. At de med penge og politiske relationer støder kiler ind mellem os. Mellem de europæiske lande. Mellem landenes politiske fløje. Mellem os som befolkninger. Mellem du og jeg, og mellem os og dem. Det er en udfordring, demokratiet skal håndtere, og det kan det.

For det er værd at bemærke, at demokratiet ikke er så nemt at besejre. Hver gang konflikterne er ovre, er demokratiet spiret frem igen. Vi så det efter 2. Verdenskrig, og vi så det efter afslutningen på den Kolde Krig. Begge gange blev demokratiet vejen ud af forfejlede styreformer og vejen mod velstand, fred og frihed. Nogle gange glemmer vi, at der rent faktisk gik 30 år fra 2. Verdenskrigs afslutning til de sidste vesteuropæere i Spanien fik politisk frihed. Så demokrati kommer hverken af sig selv eller uden ofre.

Vi må fastholde os selv og vores lande i troen på demokratiet. Ikke bare at det nok skal overleve, men at det rent faktisk vil sejre. Kig på Polen, der vendte tilbage til demokratiet. Kig på Tyrkiet, hvor den siddende regering ved sidste lokalvalg tabte til reformkræfterne i oppositionen.

Derfor mener jeg ikke, at demokratiets udfordring kun skal anskues som en kamp mellem Europa og fremmede regimer. Det største bump er for mig at se ikke udefrakommende. Det skyldes nærmere, at vi har glemt at vedligeholde og styrke demokratiet indefra. At vi som borgere har glemt, at demokratiet er noget vi deltager i og ikke kun nyder godt af. At demokratiet bygger på både rettigheder for individet, men også forpligtelser over for fremtiden. At demokratiet godt må kræve lidt ofre af os alle, der lever i det og nyder godt af det. Hvis ikke det må det, bliver det svært, hvis ikke umuligt, at give videre.

Den demokratiske samtale har længe været styret af effektivitet frem for bæredygtighed om menneskelig balance. Vores personlige frihed til at søge egen lykke trumfer dermed den politiske frihed til at udvikle os som samfund og fællesskab. Denne prioritering har skabt enorm vækst og levestandard for rigtig mange mennesker i verden. Men den har desværre også skabt en masse udfordringer. Udfordringer vi er nødt til at håndtere nu, så de ikke overføres til kommende generationer. Vi lever i en tid, hvor demokratiet ikke kun er svaret på, hvordan vi undgår krig, og hvordan vi skaber vækst, velstand og velfærd. Demokratiet må også være svaret på, hvordan vi løser de store kriser. Klimakrisen, biodiversitetskrisen, trivselskrisen. Det kræver deltagelse og et anderledes politisk engagement end tidligere.

Fremtiden er vores at give videre til kommende generationer. Det gælder også for demokratiet. Lige nu kæmper verdens ungdom for de samme muligheder, som vi nyder godt af. Kommende generationer på tværs af lande og kulturer vil demokratiet – vil friheden. Vi så det i 1989 på Den Himmelske Freds Plads. Vi så det på Majdanpladsen i Ukraine i 2013. Det var ikke de unge vælgere, der stemte Storbritannien ud af EU. Det er ikke Georgiens ungdom, der ønsker et tættere forhold til Rusland. Det er ikke førstegangsvægerne på tværs af EU, der trækker landene i en mere udemokratisk retning. Det er ikke den nye generation af iranske kvinder, der holder hånden under moralpolitiet.

Efter 175 års demokratisk tradition står Danmark og Europa med et afgørende valg. Skal vi forskanse os selv mod ydre farer og pakke demokratierne ind hegn og oprustning? Eller skal vi fastholde troen på, at demokratiet er svaret på verdens udfordringer og fortsætte med at udvikle og udbrede det? Jeg tror ikke, at ungdommen er i tvivl – hverken inden for eller uden for demokratierne.