Nu jubler de i Lundeborg – med i opløbet som Årets Landsby i Danmark
Lundeborg er sammen med landsbyerne Venslev på Sjælland og Hammershøj i Jylland sluppet igennem nåleøjet og dyster nu om prisen som Årets Landsby 2024, der uddeles af Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen Landsbyerne i Danmark og Forenet Kredit.
I år hædres en landsby, hvor det emmer af inspirerende mødesteder og gode rammer med plads til fællesskaber og aktiviteter for landsbyens borgere. Kort sagt, skal der være plads til det gode liv – hele livet.
Det kan være fælleshuse med et væld af anvendelsesmuligheder, nye mødesteder med sociale aktiviteter, en multihal, hvor generationer kan samles i sundhedens og fællesskabets tegn – eller et erhvervshus indrettet i gamle lokaler.
De tre finalistbyer har allerede vist, at de formår at nytænke, genanvende og omdanne deres byrum, så de skaber nyt liv i landsbyerne.
– Vi glæder os til at møde tre landsbyer, som har nytænkt de fysiske rammer for samvær, både i – men også imellem husene. Her lægger vi især vægt på, at faciliteterne understøtter fællesskabet, så borgerne kan mødes på tværs, året rundt, fortæller komitéformand Helene Simoni Thorup.
Lundeborg har netop de kvaliteter, som komiteen har været ude efter; i deres motivering skriver de:
“I Lundeborg nyder landsbyens ca. 450 indbyggere godt af et rigt foreningsliv, herunder sejlklub, kajakklub og musikforening, der alle bidrager til et aktivt og engageret lokalsamfund. Et af de centrale mødesteder er byens købmand, drevet af frivillige, hvor både borgere og turister kan mødes over en kop kaffe. Fredagsklubben med fællesspisning og gratis musik på havnen er populære arrangementer, der styrker sammenholdet. Den store vikingelegeplads er et samlingspunkt for børnefamilier, mens Aktivhuset danner rammen om mange kulturelle og sociale aktiviteter. Lundeborgs stærke fællesskab og de mange mødesteder gør byen til et attraktivt sted at bo og besøge.”
Besøg i Lundeborg 25. august
De tre landsbyer i finalen får i august besøg af dommerkomitéen bestående af komitéformand Helene Simoni Thorup, næstformand i komitéen og i Forenet Kredit Preben Sunke, bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd Gunnar Landtved, formand i VIB-land og bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd Lone Kastberg, og formand for Landsforeningen Landsbyerne i Danmark Steen Kjær Nielsen.
Søndag den 25. august kommer turen til Lundeborg.
Fakta om Årets Landsby
Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. I år uddeles den for 28. gang. På spil er ikke blot æren, men også en check på 50.000 kroner til vinderlandsbyen, mens 2. og 3. pladsen hver honoreres med 25.000 kroner. Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen Landsbyerne i Danmark og Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.
Vinderlandsbyen vil blive fejret med en kåringsfest lørdag den 14. september 2024.
Kommentarer